Skip to main content

Sådan vasker du din fleecetrøje, så den holder

Fleece er et af de mest taknemmelige materialer at eje. Det tørrer hurtigt, det holder varmen, og det krøller ikke. Men det er også et materiale, der bliver ødelagt af præcis de vaner, de fleste af os har med bomuld: høj temperatur, meget vaskemiddel og en tur i tørretumbleren.

Her er, hvad du bør vide.

1. Vask ved 30 grader – ikke varmere

Fleece er lavet af polyesterfibre. Ved høje temperaturer begynder fibrene at smelte sammen i mikroskopisk grad, og det er dét, der får overfladen til at blive stiv og ru. Skaden kan ikke vaskes væk igen.

30 grader på skåneprogram er nok. Fleece bliver rent ved lav temperatur, fordi snavs ikke trænger ind i fibrene på samme måde som i naturmaterialer.

2. Vend trøjen vrangen ud

Det meste slid sker, når stoffet gnider mod andet tøj i tromlen. Ved at vende trøjen vrangen ud flytter du slitagen til indersiden, hvor den ikke ses.

Luk også lynlåsen. En åben lynlås kan hage sig fast og trække tråde – både i din egen trøje og i resten af vasken.

3. Undgå skyllemiddel

Det her overrasker de fleste. Skyllemiddel virker ved at lægge et tyndt lag på fibrene, og på fleece lukker det laget til, så materialet mister sin evne til at transportere fugt væk. Trøjen føles blød lige efter vask, men bliver klam at have på.

Brug en almindelig, mild vaskemiddel – og gerne lidt mindre, end du plejer.

4. Aldrig tørretumbler

Varmen fra en tørretumbler gør præcis det samme som for varm vask, bare hurtigere. Hæng trøjen til tørre i stedet. Fleece tørrer alligevel på få timer, fordi materialet næsten ikke optager vand.

Læg den gerne fladt, hvis du vil undgå, at skuldrene trækker sig.

5. Vask sjældnere, end du tror

Fleece optager ikke lugt på samme måde som bomuld eller uld. De fleste trøjer kan sagtens bæres fem-seks gange mellem vask, hvis de får lov at lufte imellem.

Er der en enkelt plet, så tag den med en fugtig klud i stedet for at vaske hele trøjen. Færre vaske betyder længere levetid – det er så enkelt.

Hvad med nopper?

Nopper – eller pilling – opstår, når korte fibre løsner sig og filtrer sig sammen på overfladen. Det er den typiske grund til, at en fleecetrøje ser slidt ud efter en sæson.

Vores fleece er behandlet med anti-pilling, hvor fibrene er bundet fastere i vævet. Det betyder ikke, at trøjen er uopslidelig, men det betyder, at overfladen bliver ved med at være glat langt længere – også hvis du vasker den regelmæssigt.

Følger du de fem punkter ovenfor, holder den endnu længere.

Kort fortalt

  • 30 grader, skåneprogram
  • Vrangen ud, lynlås lukket
  • Ingen skyllemiddel
  • Ingen tørretumbler
  • Vask sjældnere, luft oftere

Har du spørgsmål til en bestemt trøje, er du velkommen til at skrive til os på contact@flamestore.dk.